Forfatter og billedkunstner Amalie Smith
Looming
Holstebro Kunstmuseum
2. april - 21. august 2022
Udstillingstekst:
Udstillingen Looming består af fem store digitale skærme placeret i Færchfløjens rumforløb som løstvævede stofskillevægge. Og det er netop det digitales stoflighed, som forfatter og billedkunstner Amalie Smith (f. 1985) er optaget af. Vi taler ofte om skærmteknologien som intuitiv og ”sømløs”, og når vores mobil- og computerskærme fremviser tekst og billeder på næsten magisk vis og uden forsinkelse, så ser vi lige gennem dem og fokuserer på det, de præsenterer os for. Men hvad er de digitale skærme i sig selv for en teknologi, og hvilken slags billeder er det, de fremviser?
Den digitale teknologi er tæt forbundet med den tekstile og trækker dermed tråde langt tilbage i teknologihistorien. Både væv og computer danner billeder ved at sammenføje farvede punkter i rækker og rækker i flader. Både tekstiler og digitale programmer kan derfor reduceres til opskrifter, det vi også kalder for algoritmer. Den første computer, Den Analytiske Maskine, hentede i 1830erne sit hulkortsystem fra den industrielle jacquard-væv, som var blevet udbredt få årtier tidligere. Med hulkortet som bindeled kan væven forstås som en ældgammel forløber for computeren. Vævere har i mindst syv årtusinder tilrettelagt pixelmotiver i binære opskrifter, og på væverierne processerede man data længe før nutidens datacentre blev opført. Og endnu før mennesker begyndte at fremstille stof, spandt edderkopper net, og møl silkekokoner.
Siden årtusindskiftet er en ny type algoritme kommet til: De selvlærende algoritmer, der er i stand til at lære på egen hånd med udgangspunkt i den data, man fodrer dem med. Selvlærende algoritmer kaldes også for ”neurale netværk”, fordi de er bygget efter forsimplede modeller af den menneskelige hjerne. Med udviklingen af selvlærende algoritmer er computeren begyndt selv at kunne opfatte, hvad den viser på skærmen – som en hypervæv, der er i stand til selv at se det billede, den er i gang med at væve.
Skærmene i Looming viser motiver skabt i samarbejde med en selvlærende algoritme, som Amalie Smith har fodret med indsamlede fotos af vævestole, puppedannende insekter og spindlere, industrielle væve- og datahaller, tekstilmønstre og printplader – altsammen dele af det digitales grundstof. Algoritmen har ud fra disse fotos fremdrømt en række multidimensionelle billedrum, som hver indeholder et principielt uendeligt antal nye billeder. Smith har på baggrund af udtræk fra hvert billedrum tilrettelagt en serie punkter, som algoritmen efterfølgende har fremkaldt en rejse imellem. Der er altså ikke tale om en fuldt automatiseret proces, men om at menneske og maskine forsøger at nærme sig hinanden i en fælles drømmelogik. Resultatet er en slags levende stilbilleder, der ikke er statiske, men hele tiden glider mod andre, beslægtede motiver.
En motivmæssig gliden findes også i de korte filmsekvenser, der af og til afbryder de algoritmiske drømmeforløb. Her optrævles og genvæves det stof, som computeren er gjort af: Hundrede år gamle hulkortvæve oplyses som moderne gamer-computere, 1800-tals skikkelser omsluttes af digitale billedprojektioner, og bladformede insekter kravler på skærme. Tekstil- og computerteknologiens fiktive og historiske muser påkaldes: den græske mytologis Arachne og Penelope, maskinstormerbevægelsens fiktive leder Ned Ludd, militærdatalogen Grace Hopper og grevinden Ada Lovelace, der udtænkte verdens første computeralgoritme. Mellem hver opvågning og indslumring føres vi gennem fragmenter af det datasæt, som den selvlærende algoritme er fodret med.
Udstillingstitlen Looming henviser både til væven forstået som verbum, at være vævende, og til den oprindelige betydning på engelsk som det, der truer i horisonten. Hvis det digitales grundprincipper allerede var til stede i vævens teknologi, hvad ligger så latent i skærmenes digitale billedrum, som kan udfolde sig i fremtidige teknologier? Hvordan adskiller digitale billeder sig fra analoge? Hvilken slags liv har de, er det sovende eller vågent? Og kan vi med udviklingen af neurale netværk betragte vores egen bevidsthed som en slags levende billedstof?
Værkerne er i 2022 erhvervet af Holstebro kunstmuseum.
Udstillingen fik Foreningen af Danske Kunstkritikeres pris for Årets udstilling 2022, se mere her
Læs om udstillingen her
Udstillingen er støttet af:
Det Obelske Familiefond, Færchfonden, Statens Kunstfond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Frimodt-Heineke Fonden og Gangstedfonden.
Dokumentationsfotos: David Stjernholm